Publisher's blurb:
"Brødrene fra Broløs" er et humørfyldt actionscenarie om tre bondeknolde og deres nystartede private inkassofirma i 90’ernes Jylland. Egnen har både præst, lokal kro og grisehandler, men er langt væk fra lands lov og ret. Derfor har de tre bondeknolde taget sagen i egen hånd og startet et inkassofirma.
De hjælper efter bedste evne egnens beboere med interne stridigheder på godt og ondt. Dette indebærer alt fra misundelige gårdejere, en bøvet knallertbande og en uheldig husmand, der har spillet præmiekoen væk.
Du kan trække på egne nostalgiske historier fra livet på landet eller skøre og godmodige fordomme man kan have om bonderøve. Du har rig mulighed for at skabe din helt egen unikke historie. Kun fantasien sætter grænserne.
"Brødrene fra Broløs" handler om fællesskab, traditioner og skæve situationer. Det skal først og fremmest være underholdende og fyldt med hjertevarm humor. Lad os sammen give en kærlig hyldest til den charmerende kultur, der er at finde på landet.